I efteråret 1967 offentliggør Leo Madsen at han vil åbne en pornobiograf i Istedgade nr 36. Det bliver en lukket klub for medlemmer og man spiller fra kl.13.00 og nonstop frem til midnat.
Det vil blive den første sexbio i Danmark – man kender dog private klubber bl.a en større klub på Amager som har været i gang siden 1956. Nu er det en sexbio med indgang fra gaden og med tilhørende pornokiosk. Politiet følger meget med i hans planer, da pornoen endnu ikke er legaliseret
Leo Madsen er en ægte provokatør – da biografen har premiere 2. januar 1968 har han inviteret tre ledende politifolk med til åbningen bl.a politiadvokat Birger Wilcke.
Det er en lille biograf med 30 pladser og man skifter program hver uge og alle film skal efter planen være spritnye film optaget af Leo Madsen,s firma Scandinavian Picture.
Premierefilmen er “Sidste frist” med den 22 årige Agnete Stovgaard i hovedrollen.Hun er til daglig studerende i “Håndarbejdets Fremme” og forsøger nu at tjene til studierne ved at medvirke i pornofilm. “det er meget sjovere at lave pornofilm end at vaske trapper” udtaler den nye pornomodel.
Leo Madsen,s venlige invitation til politifolkene bliver dog ikke mødt med megen forståelse fra politiets side.
Birger Wilcke mener at såfremt biografen fortsætter vil det få hele grundlaget for opretholdelse af pornolovgivningen til at skride og han mener den bør lukkes.
Efter nogle uger dukker politiet pludselig op og tager alle film – medlemskartotek og filmudstyr med sig. Leo havde forventet det og han kunne ikke nære sig for at blande “Gøg og Gokke” og Anders And film i nogle af æskerne – så når politiet kom hjem på gården og skulle se fangsten så var der altså lidt tegnefilm i bunken.
Allerede få dage efter åbner MovieClub igen og denne gang får man lov at fortsætte – politiet har tilsyneladende givet op.
I perioden 1966 til ca 1975 er Leo Madsen den danske pornokonge – han tjener styrtende med penge, men pludselig begynder hans imperium at vakle. Han må afhænde butikker til samarbejdspartneren Sven Thevis og han oparbejder en stor gæld der betyder at han i 1977 bliver smidt ud af sit eget firma og kreditorerne overtager ledelsen.
Han har igennem nogle år lidt af psykiske problemer og hans sygdom forværres.
Han forsøger sig nu med et kontaktbureau, men i 1979 finder Sven Thevis og Willy Strauss ham liggende død på sit kontor.Ved siden af ham står et pilleglas med nervepiller – muligvis er det selvmord – han er død af en overdosis piller 47 år gammel.
Han bliver ofte omtalt som en lidt speciel personlighed – det kan måske skyldes hans turbulente barndom.
Han er født i Polen i en jødisk familie, hvor han mister sine forældre i forbindelse med 2. verdenskrig.
Dybt traumatiseret bliver han adopteret af den berømte sagfører Carl Madsen. Han har det ikke godt i hjemmet hos Carl Madsen. Hans kone Leni lægger ikke skjul på , at hun ikke kan lide den lille Leopold, da han virket skadet.
Carl Madsen er kommunist og ser det som sin pligt at hjælpe folk i nød, men han er også en person som ikke kan føle empati og sætte sig ind i andre menneskers følelser og de adopterede jødiske børn i hjemmet har det ikke særlig godt.
Særlig Leopold som nu hedder Leo føler sig ikke tilpas – og forholdet til familien bliver ikke bedre af, at han nu er rigmand med penge tjent på porno – det kan Carl og hans kone slet ikke acceptere. Carl Madsen ville helst have at han blev maskinarbejder, da han jo støtter arbejderne.