I disse dage bliver den  gamle KB Hal nedrevet. Mange sportsfolk – politikere – rockstjerner mm har været på besøg i den berømte hal på Frederiksberg.

Den var også rammen om verdens første sexmesse – en begivenhed som tiltrak mere end 300 journalister fra hele verden. Det var nogle få måneder efter pornoen var blevet legaliseret og nu  fik alle mulighed for at kigge på frække billeder og film. Der var mange stande med blade og film og jeg tror nogle havde tyvstartet inden legaliseringen ellers kunne man ikke nå at producere alt det materiale.

Der dukkede stande op med salg af dildoer – midt i 60erne begyndte man at annoncere med stavmassage apparater i de forskellige dameblade og mange damefrisører forhandlede de nye batteridrevne massagestave, som var god til at massere nakke og skuldre – ja faktisk over hele kroppen. De fleste kvinder vidste nok hvad den lille stav egentlig var beregnet til, men det måtte man jo ikke skrive i annoncen

Det var Brødrene Theander som stod bag messen. De var begyndt at producere film hjemme i villaen på Rodosvej på Amager. Messen gav et overskud på mere end en halv million og pengene blev investeret i et nyt studie i Ny Adelgade ikke langt fra Kongens Nytorv og administrationen flyttede hen i en stor villa på Kastrupvej på Amager.

Filmrettighederne til messen blev solgt til amerikaneren Alex de Renzy. Han arbejdede i mange år i US Air Force, men havde en drøm om at lave porno. Pornography in Denmark var hans første film i sexgenren. Det var en lille film optaget på 16 mm film og den kostede totalt ca 15.000,00 dollars at producere. Han måtte igennem et par retssager inden filmen kunne få premiere i april 1970. Den indspillede omkring 15 millioner dollar så Renzy havde nu også kapital til at lave porno i stor stil.

Filmen var guld værd for Rodox som Theander kaldte deres firma. Deres film og blade blev verdens mest kendte pornolabel og porno blev lig med Danish Films i USA.

Der var et amerikansk pornofirma som kaldte sig Danish Films for at lukrere lidt på den danske succes.

I de følgende år kom der nye sexmesser, men det var ikke noget som kunne måle sig med verdens første i KB Hallen på Frederiksberg.

 

 

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10